mandag den 26. maj 2014

Full Flame!

I dag er der præcis to uger til, at jeg sidder i flyet på vej hjem mod DK. Det betyder, at vi er gået i fuld gang med vores afsluttende projekt ”Full Flame”. Men inden da skulle vi lige færdiggøre vores Hands On-forløb. Som sagt var jeg frivillig på Shilpee teatret, hvor det desværre viste sig, at de ikke havde ret meget arbejde til os. Rigtig meget tid gik med at sidde og vente og se på prøver og aldrig rigtig komme nogen vegne. Vi havde forstået det sådan på dem, at vores primære opgave skulle være at promovere teaterstykket, som havde premiere om fredagen, men den del kom vi aldrig rigtig til. I stedet blev vi sat til at rydde op i diverse rodebunker, og det var sådan set også okay, det var bare super demotiverende at komme tilbage den næste dag, og så se den foregående dags arbejde fuldstændig rodet til igen. Til gengæld var folkene på teatret rigtig søde, og vi blev inviteret ind og se premieren på ”Mhendomaya”, som var et visuelt teaterstykke på stammesproget Thamang. Det vil sige, at størstedelen af publikum ikke forstod et ord, og meningen var derfor, at man skulle kunne forstå stykket på trods sprogbarrieren. Virkeligheden forholdt sig desværre ikke sådan. Ingen af dem, vi havde inviteret fra platformen forstod en disse af, hvad der foregik på scenen, og da vi senere talte med en af de ansatte på teatret, viste det sig, at selv hun heller ikke rigtig forstod stykket. Succes? Det er svært at vurdere i Nepal. Nogle gange tror jeg, at nepaleserne med vilje sætter deres ambitionsniveau ned for at undgå at blive skuffede. På den ene side betyder det, at alting altid bare er OK og aldrig mere end det, men på den anden side findes der heller ikke en nepaleser med stress, og det er jo en god ting.
Den sidste dag mødte vi først efter frokost, fordi vores visum var udløbet, og vi derfor blev nødt til at tage ind og få det forlænget. Da vi mødte ind ved halv to-tiden, var der meget stille på teatret. Skuespillerne sov åbenbart til middag. Vi spurgte vores gut om, hvad vi kunne lave, og beskeden lød, at vi kunne vente en halv time på, at skuespillerne vågnede, så vi kunne komme ud og dele flyers ud. Indtil da kunne vi jævne jorden uden for teatret, så de kunne lave en motorcykelholdeplads – en opgave, som var rent ud sagt umulig, eftersom jorden allerede var ret jævn, og vores eneste værktøj var en hakke og en spade. Men vi gik i gang og endte sådan set bare med at gøre det værre.
Da skuespillerne endelig var færdige med at sove, skulle de have te, så det måtte vi naturligvis også lige vente på. Derefter var det meningen, at de skulle tage med os til Phatan for at uddele flyers, men der var ikke lige blevet tænkt på, at det koster 750 rupees at komme ind for udlændinge, så vi endte med at få lov til at gå hjem og bare uddele flyers til folk på vores vej.
Der har været meget forskellige oplevelser omkring at være ude som frivillige. Tendensen har desværre været mange af stederne, at der ikke rigtig har været noget at lave, eller at kommunikationen mellem ActionAid og organisationerne har været dårlig. Nogle af drengene var blevet sendt ud for at undervise blinde børn, men det viste sig, da de nåede frem, at det var forventet, at de kunne både nepali og blindeskrift, hvilket de naturligvis ikke kunne. På et børnehjem, hvor nogle piger var sendt ud, blev de modtaget den første dag med mistro og fik at vide, at de skulle betale et helt urimeligt beløb bare for at få lov at arbejde frivilligt. Det var heldigvis en misforståelse, men de fleste havde ikke lyst til at vende tilbage efter nogle dage alligevel, fordi børnene på børnehjemmet havde det så dårligt, og de ansatte ikke virkede til at bekymre sig om det overhovedet.
Der har selvfølgelig også været gode oplevelser, fx var en stor gruppe ude i slummen hver morgen og dele mad ud til børnene i et slags folkekøkken. Nogle andre var på et hospital for kræftramte børn, hvilket også havde været en succes. Begge dele har folk valgt at gå videre med i deres Full Flame projekt, hvilket er ret sejt!

I denne weekend har vi været ude at rafte! Det var virkelig sjovt! Vi boede i telte lige ved siden af den flod, vi skulle rafte på. Vi nåede frem ved sekstiden om aftenen efter en fire timers køretur i bus. Så typisk som det overhovedet kan blive, har det ikke regnet en dråbe, siden vi kom tilbage fra Indien, men lige præcis den dag, vi skal sove i telt, vælger det at øse ned og lyne og tordne. Det var lidt af en udfordring, men regnen stoppede lidt hen på aftenen, og så kunne vi have bål og hygge. Vi gik tidligt i seng, og alle sov elendigt, men næste dag stod vi tidligt op, og solen skinnede. Vores trainer, Peter, havde 30-års fødselsdag, så vi sang en fødselsdagssang for ham, og så havde et par af os været oppe i den nærmeste lokale kiosk og købe en alt-godt-fra-kiosken kasse til ham som fødselsdagsgave. Bagefter legede vi nogle lege, og så skulle vi køre afsted til starting point.
Vi kunne være 10 i hver båd. I min båd var vi to danskere (mig og Laura), tre nepalesere fra vores hold og fire amerikanere fra Arizona. Vores guide var rigtig irriterende og blev ved med at kaste vand på os og sige ”Namaste! I’m sorry!” eller skubbe os i det kolde vand. Det var sjovt nok de første par gange, men han fortsatte alle de tre timer, som raftingen tog. For nepaleserne blev joken dog aldrig gammel, det var måske derfor, han blev ved.
Efter rafting var der frokost, som for en gangs skyld IKKE var dal bhat – hurra! Det var rigtig lækkert, og efter sådan en frokost havde man lidt mere overskud til at skulle sidde i bus i fire timer hjem til Kathmandu.

I dag har vi arbejdet på Full Flame. Min gruppe består af mig, Cristina, Mathilde og Basuna, og vores projekt går ud på at lave en dokumentar, som skaber fokus omkring den massive forurening i Kathmandu. Vi har kaldt den ”Breathe Deeper Kathmandu”, og i morgen begynder vi at filme og interviewe. Det er virkelig fedt, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme rigtig i gang!
Vi har fremlæggelser næste mandag, så den kommende uge kommer til at være pakket med arbejde, så lige pludseligt har vi kun én enkelt uge tilbage. Det føles super underligt. 
Vejret er skiftet fuldstændigt, og jeg tror, det er monsunen, der er på vej. Siden vi kom hjem fra rafting, har det regnet, og jeg mener: uden ophold. Det har regnet hele natten og hele dagen, og det har også tordnet. I dag har vi kun haft 20 grader, hvilket er virkelig køligt i forhold til, hvad vi er vant til. Så regnjakken er blevet fundet frem igen! Jeg håber ikke, det kommer til at regne hele ugen, da vi gerne vil have nogle optagelser af støvet, men nu må vi se.

Shilpee Theatre fremfoerer et stykke om diskrimination mod transseksuelle.

Paa vej hjem fra teatret. Laeg maerke til telefonledningerne, saadan ser det ud alle steder.

Fra teaterstykket "Mhendomaya"

Hovedpersonen bliver spist af slanger, tror jeg.

Der blev spist MoMo i lange baner inden vi skulle ind og se Godzilla.

Vores dejlige platform set udefra.

Mikkel og Frederik arbejder haardt for at jaevne jorden, som allerede er jaevn.

Hygge med backgammon i haven.

Aftensmad i det fri inden rafting.

Vores telte.

Flere telte.

torsdag den 15. maj 2014

Hænder på!

Nu er det en uge siden, vi kom hjem fra Indien, og det er skisme dejligt at være tilbage i Nepal. Men glæden over at være vendt tilbage til "dal bhat power 24 hour" på højskolen var meget kortvarig, så vi har allerede været ude og spise på alle vores savnede yndlingssteder. Men jeg er SÅ glad for at være vendt tilbage til platformens morgenmad, som er müsli med varm mælk, toast og frugt, mhhhmmmm!
Første dag spiste vi frokost på Places, en vegetarisk restaurant ejet af en fyr fra Danmark. Man skal tage skoene af, og så sidder man på puder ved lave borde. Her kan man få græskar-momos med chokoladesovs - det er bare gode sager! Der er godt wi-fi på Places, så vi var taget derhen, fordi dem, der ville rejse videre, gerne ville planlægge rejse og se på flybilletter. Før var det over halvdelen, der skulle rejse til hhv. Myanmar og Laos/Cambodja, men efter et mindre prischok over flybilletter, er det blevet til, at kun fem personer bliver i Istanbul, når vi mellemlander der. Så vi kan alle følges hjem det meste af vejen, det er nu dejligt.
Aftenen efter (lørdag) tog vi et par stykker på Namobuddha, som er vores yndlingsrestaurant, når det skal være billigt og lokalt. Her bestilte vi en hulens masse momos, både friturestegte og dampede. Det var rigtig lækkert, men eftersom momo består af et sted omkring 50 % olie, havde jeg det rigtig skidt da vi kom hjem, og måtte desværre ligge i sengen dagen efter, hvor mange var i The Last Resort og bungyjumpe, og resten tog hjem og besøgte en af de nepalesiske drenge, Niraj. Jeg ville ellers gerne have set, hvordan han boede, men forhåbentlig får jeg chancen igen på et andet tidspunkt.
Derudover har vi opdaget et nyt sted, som er bror-restaurant til et af vores yndlingssteder, Or2K, som laver den lækreste mellemøstlige vegetarmad. Det hedder Friends, og er lige så lækkert bare med kød på menuen (til glæde for vores drenge). Her fik flere af os en ordentlig burger med rent faktisk oksekød, hvilket er et sjældent syn her i hellig-ko-land. Det var så lækkert! I går var vi på Mezze, som er en mega-fancy roof top restaurant, og hvor man kan få laks (!!!) i anledning af Maltes fødselsdag. Han blev også vækket med sang, balloner og pandekager om morgenen.

Nå, det blev lige til en hulens masse mad... Hvad der ellers foregår her i Nepal er, at vi er begyndt på Hands On. Helt indtil dagen inden, var alle i fuldstændig vildrede, og vi havde ingen anelse om, hvad nogen skulle, eller hvordan det skulle komme til at foregå. Vi har for længe siden lavet brainstorm over, hvilke områder, vi godt kunne tænke os at være frivillige inden for, men siden har vi ikke fået noget at vide. Det var først dagen inden, at Krita informerede os om, hvilke organisationer, vi kunne komme ud til og hvornår. Det viste sig pludselig, at onsdag var Buddhas fødselsdag, så de fleste holdt helligdag, og derfor kunne størstedelen ikke komme afsted der alligevel. Men det er bare den slags "overraskelser", man må bære over med i Nepal, selvom det kan være svært at forstå, hvordan en fast helligdag kan komme som en overraskelse. Men ja...
Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne ville arbejde med børn, men det viste sig, at det var muligt at være frivillig på et teater, så det endte jeg altså med at gøre i stedet. Så jeg, Emma, Malte, Frederik, Mikkel og Basuna har de sidste to dage hygget os med de søde mennesker på Shilpee Teatret.

Shilpee Theatre er et lillebitte teater, som ligger et par kilometer fra platformen. Vi var der helt tilbage i begyndelsen af opholdet og se et forumteater om sexchikane. Teatret gør meget i forumteater og forsøger generelt for det meste at have en politisk dagsorden i deres forestillinger. Derfor var det helt vildt fedt, at vi kunne få lov at være frivillige hos dem!
Onsdag morgen gik vi afsted mod teatret uden nogen anelse om, hvad vi kunne forvente. Vi havde aftalt med dem over telefonen, at vi skulle møde klokken ti, men da vi dukkede op, var ham vi skulle snakke med ikke mødt ind endnu. De første par timer gik således primært med at vente og være publikum til det storytelling-kursus, der foregår om formiddagen på teatret. Ved 12-tiden dukkede fyren endelig op, og var helt forvirret over, at vi var der allerede, fordi det jo var helligdag og, som han sagde, "den sidste dag i måneden i den nepalesiske kalender", så det ville have givet meget mere mening, hvis vi først skulle komme dagen efter. Well, nu var vi der altså, og så skulle vi jo have et eller andet at lave...
Det var tydeligt at mærke, at de syntes, det var rigtig rart at have et par ekstra hænder, der var klar til at arbejde, men de havde ikke så mange forslag til, hvad de ekstra par hænder skulle give sig til. Det eneste de rigtig havde af opgaver til os, var at oprette et facebook-event for deres forestilling "Mhendomaya", som har premiere i morgen, så det var vores hovedbeskæftigelse i går. Det tog os selvfølgelig ikke ret lang tid, eftersom vi har oprettet facebook-events mange gange før, så det klarede vi hurtigt. Selvom det ikke føltes som en særlig vigtig opgave, vi havde løst, så virkede det virkelig til, at de var glade og imponerede over, hvordan vi havde gjort det. Resten af dagen gik med på eget initiativ at lave en to-do liste for de næste dage.
I dag har vi haft meget mere at lave, og vi har været på teatret fra klokken ti og helt til halv fem. Dagen startede med at rydde op i deres billetluge / bogudsalg, som fra udgangspunktet ikke var andet end en stor rodebunke. Det endte med at blive rigtig pænt og organiseret, og vi lavede endda også et skilt, så gæster ved, hvor de skal købe deres billetter. Mens 3 af os ordnede billetlugen, ryddede Malte og Fred op i "rekvisit-rummet", som også var en kæmpe rodebunke af murbrokker, træstumper, affald og et par kulisser smækket ind under et halvtag bygget af bambus. Man kunne hverken komme frem og tilbage, og det var da helt umuligt at finde noget som helst, men drengene klarede på magisk vis at få rummet til at se overskueligt ud. Det tog dem dog også det meste af dagen, og de var helt dækket af støv, da de var færdige.
Det var meningen, at vi skulle have været ude og dele flyers ud og hænge plakater op i dag, men ingen af delene var blevet færdige, så det kan vi først gøre i morgen. I Danmark ville det være helt fjollet at begynde at promovere sit teaterstykke på selve dagen for premieren og så regne med, at en 200 stykker har tænkt sig at dukke op, men den slags tager man ikke så tungt her.
Lige som vi var klar til at smutte hjemad efter en effektiv dag, skulle der altså liiiiiige bygges en stige, og det var meget vigtigt, at det blev gjort i dag. Så vi blev nødt til at blive hængende i en ekstra times tid. Emma og jeg blev enige om, at stigebygning måtte være mande-arbejde, så vi satte os på et lille udhæng på førstesalen og kiggede ned på drengene, der kastede sig ud i at bygge en stige af bambus og reb. De gjorde et ret godt stykke arbejde!

Selvom det arbejde, vi laver på teatret ikke ligefrem er den slags arbejde, man forestiller sig, når man tænker "frivilligt arbejde", og selvom det slet ikke ser lige så godt ud på papiret som fx at arbejde med kræftramte eller blinde børn, som nogle af de andre gør, så føler jeg virkelig, at vi gør en forskel alligevel. Jeg føler virkelig, at de sætter pris på de ting, vi kan hjælpe dem med, og vi kan netop hjælpe dem med nogle ting, som de ikke selv kan overskue. Noget, som er så simpelt i vores optik, som at sætte et word-dokument op, så der er tre af den samme tekst på én side, falder dem helt vildt kompliceret, så selvom det virker som så lille en tjeneste, så hjælper det dem mere end man lige tror. Når man kommer til et teater, hvor billetlugen sejler, er det svært at tage det alvorligt (det synes jeg i hvert fald), så selvom vi bare har ryddet op, kan det være, at vi har hjulpet dem på længere sigt med at blive taget mere alvorligt som teater - hvem ved?
Det kan godt være, at jeg lægger for meget betydning i det, men min pointe er i hvert fald, at jeg er rigtig glad for at være frivillig på teatret, og at jeg føler, at folkene på teatret også er rigtig glade for, at vi er der. Vi skal være der indtil på mandag, og i morgen er der premiere. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og jeg er spændt på, hvad vores opgaver bliver til premieren.

Og nååh ja, vores grusvej uden for platformen er blevet asfalteret! Eller, det vil sige, at de har hældt tjære ud over gruset, som har haft rigtig svært ved at tørre i den bagende middagssol, så nu har vi fine sorte fodspor over alt på gulvet i hele bygningen, som ikke kan gå af. Heja Nepal! :)

Der blev vasket toej i massevis, da vi kom hjem.

Foerste MoMo i en maaned!

Spicy graeskar-MoMos med chokoladesauce

Endnu mere momo, og de to momo-fanatikere Birgil og Andreas.

Vores fine vej.

Laekker burger!

Frivillig paa teatret.

Emma paa vores lille balkon.

Drengene bygger stige.

Udsigt til den nyorganiserede billetluge.


lørdag den 10. maj 2014

Farvel til Indien

En måned på Indisk grund er allerede gået, og vi er tilbage på platformen i Kathmandu efter en meget lang rejse. Vi startede med at gentage sovebus-succesen tilbage til Mumbai, hvilket igen tog en 14 timer og bumlede rigtig meget, men jeg kunne heldigvis sove det meste af vejen. I Mumbai havde vi en enkelt dag til at gå rundt og få koebt de sidste souveniers eller, som de fleste gjorde, få et sidste gensyn med Starbucks og Frozen Yoghurt-stedet. Jeg fik dog ogsaa tid til at faa koebt et par meget smukke sarier. Om aftenen spiste vi butter chicken og naan på Ideal, som har været vores faste restaurant, og som har serveret den lækreste indiske mad, jeg overhovedet har fået. Efter kun et par timers søvn tog vi afsted mod lufthavnen klokken 02.30, hvorfra vi fløj et par timer senere. I Kolkata skulle vi derefter vente 4 timer, før vi endelig kunne komme med et fly mod Kathmandu. Så ja, det har været en lang tur.
I Goa boede vi i den første uge i Panjim. Her skete ikke så meget, men det gjorde ikke noget, eftersom vi havde ud-af-huset aktiviteter hver dag. Som tidligere fortalt var det min gruppe, der stod for at planlægge de første tre dage i Goa under temaet "Tourism and environment". Vi havde arrangeret et foredrag med en NGO ved navn ARZ, som arbejder med human trafficking, hvilket er et stort problem i Goa. Bagefter tog vi ud og så et museum ved navn Goa Chitra, hvor udstillingen bestod af gamle landbrugsmaterialer og redskaber fra dengang Goa var mere præget af landbrug fremfor turisme. Selve museet var der ikke så meget ved, men bagefter rundturen satte vi os ned sammen med ejeren, som fortalte omkring sin motivation bag at åbne museet, og heldigvis havde han nogle meget markante holdninger, som kunne sætte gang i nogle gode diskussioner, som vi også kunne gøre brug af de næste dage.
Dagen efter var det mig og en af de nepalesiske piger, Rashmi, der skulle være hovedansvarlige, og der havde vi planlagt et besøg til et stort marked, "Mapusa Market" og til en sø ved navn "Mayem Lake". Der var ekstremt varmt, og vi havde lavet nogle kreative opgaver, som folk skulle løse, hvilket næsten faldt til jorden, fordi varmen var så ulidelig. Trods det endte folk med at lave nogle rigtig fine kreative præsentationer, og dagen blev i det hele taget vellykket.
Den sidste dag skulle vi på bådtur, hvor vi fik set delfiner, badet fra båden og fisket en lille smule. Det var en rigtig hyggelig tur, men man må sige, at det så lidt bedre ud på papiret, end hvad virkeligheden var. Vi fik da set delfiner, men resten var en lille smule halvhjertet, og man kunne godt mærke, at bådfolkene nærmest bare var hentet ind fra den nærmeste landsby og var blevet lært at sejle en båd for billigst mulig loen, for de tænkte i hvert fald slet ikke over, at når de forurenede vandet med plasticflasker og -kopper, ville det få indflydelse på deres egen forretning i sidste ende. Typisk nok var det overskyet på netop denne dag, hvor vi skulle ud at bade. Jeg havde ikke tænkt, at det var nødvendigt at tage solcreme på af den grund, men det fandt jeg ud af, at det var. Da vi kom hjem om aftenen var jeg ildrød i ansigtet og på ryggen, av-av! Dagens højdepunkt var dog helt sikkert at se nepaleserne plaske rundt i deres redningsveste - ingen af dem kan svømme. De så simpelthen så søde ud!
De næste tre dage var arrangeret af en anden gruppe, og der var vi til katolsk gudstjeneste, så en masse kirker og et fort, vi var paa besoeg paa en Spice Farm, og den sidste dag var vi på skattejagt og sluttede af med en festmiddag med traditionel dans som underholdning.
Ugen efter flyttede vi til et hotel tættere på stranden i Calangute. Det var en virkelig lækker strand, vi boede ved, så der tilbragte vi rigtig meget tid. Der var også en pool på hotellet, og det var meget sjovt den første dag, men da folk begyndte at opdage, at de havde fået alt muligt mærkeligt udslæt, holdt vi os langt væk fra den resten af ugen. Det meste af friugen gik med at sole sig på stranden og spise Baskin Robbins is (jeg bliver så tyk), men en af dagene valgte vi at leje scootere og fræse rundt på dem til en forandring. Det var rigtig sjovt, selvom det var lidt nervepirrende i starten, eftersom ingen af os havde prøvet at køre scooter før, men vi fik hurtigt taget på det, og så susede vi afsted. Vi kørte til en strand et stykke væk, hvor vi lagde os i solen og slappede af lidt tid. Turen dertil var rigtig smuk med alléer af palmer, et rigtigt ferieparadis. En gang imellem skulle man også lige være opmærksom, så man kunne undvige de hellige køer på vejen - så ved man, at man er i Indien!

Det har været helt vildt spændende at være i Indien, men det har også været en meget intens måned. Vi er blevet konfronteret med ekstreme kontraster med tiggere på gaden og Bollywood-kendisser, og vi har oplevet turismens mange konsekvenser. Vi har set resterne af koloniseringen, både britisk og portugisisk. Vi har svedt mere, end vi troede var muligt, og spist tilsvarende mængder af is. Jeg synes, Indien har været en kæmpe oplevelse, men det er nu altså skønt at være tilbage i dejlige Nepal.
Den største forskel på Indien og Nepal er menneskerne. I Nepal bliver man altid mødt med et smil, også endda når de forsøger at snyde én en lille smule. I Indien var det altid ubehageligt at prutte om prisen, og man endte næsten altid med at gå fra en handel en lille smule irriteret.
Nu har vi en måned tilbage, som kommer til at gå med frivilligt arbejde og projektarbejde. De par uger kan hurtigt gå, og så er jeg skisme på vej mod Danmark igen. Det bliver også dejligt.

Paa Mapusa Market kunne man faa alt, hvad hjertet begaerer - ogsaa hvis det begaer skulle vaere fiskehoveder!

Skulle det vaere en saek chili?

En dame i sari og hendes bjerg af chilier.

Min superseje gruppe, som tager en koele-pause foran AC'en i en bager. Fra venstre: Frederik, Nalini, Niraj og Rosa.

Masser af krydderier.

Juhu, boat trip!

En uhyggeligt udseende kirke.

Mikkel foran endnu en kirke. Der var mange kirker den dag.

Spicy smaakager i en kokos-skaal paa Spice Farm.

En lillebitte ananas.

Der blev duftet, foelt og smagt.

En muskatnoed - saa drabelige ser de altsaa ud!

Cashewnoedder. Hver frugt giver en enkelt noed. Saa forstaar man pludselig, hvorfor noedder er dyre!

Nellike.

En hibiscusblomst.

Vi fik lov at smage den lokale sprut, "Fenni", lavet paa cashewnoedder eller kokos. Fydafoej!

Den laekreste frokostbuffet fra plantagen.

Namme!

Jeopardy paa stranden.

Soede piger, der venter paa en kold Kingfisher-oel.

Mathilde er sej paa sin scooter!

Laura er ogsaa sej og ved, hvordan man aabner baggagerummet!

Vores dejlige strand (og mine ben, som da er blevet liiiiidt brune)

fredag den 25. april 2014

Snaps fra Mumbai

Børnene i skolen oprettet af Mumbai Smiles:


Gateway of India:

En mand der sælger løg på Crawford Market:

Hundehvalpe i bur:

Cristina og Emma prøver sarier:

Mig parat til at dykke mig ned i en tallerken fyldt med vidundere:

Taj Mahal Palace: